Hvorfor fik du egentlig børn???

Det er stressende at have børn. De roder og sviner, larmer og tager tid, de begrænser vores frihed til at gøre som vi vil, når vi vil. Vi får ikke vores nattesøvn, og vi får ikke tilfredsstillet vores behov for at føre en voksen, interessant samtale uden afbrydelser.
Og ingen har fundet den perfekte balance mellem job og familieliv. Vi føler hele tiden, at vi er bagud og mangler tid - både til at udføre vores job perfekt og til at være sammen med børnene.
Sådan lød det i et program på P1 i går.
Og er det ikke fuldstændig rigtigt? Hold da op et ragnarok mit liv for det meste ligner!

En forskerundersøgelse viste, at småbørnsmødre i virkeligheden er de mindst lykkelige i dagens Danmark!
Jo, de oplever momentvise lykkebrus i samværet med deres børn, men sådan helt overordnet set var lykkefølelsen svær at finde.

Spørgsmålet, der blev stillet, var: Hvorfor vælger så mange at få børn? Er det bare fordi, "det skal man jo have"? Er det egentlig forsvarligt at få børn, hvis man ikke vil give dem den tid, de har brug for?

Jeg har grublet lidt over mit personlige svar, og her er det så:
Fra jeg var et par og tyve, gik jeg rundt med en dyb, udefinerbar længsel. Det var, som om der manglede noget i mit liv, og tilsidst tog det en nærmest spirituel drejning (hvilket ligger meget langt fra mig), hvor jeg følte meget stærkt, at et barn ventede på mig et sted ude blandt stjernerne... Og da jeg endelig sad med min førstefødte i armene, faldt der ro over mig.
Jeg flagrer ikke mere. Jeg er bundet til tre små mennesker, og det giver mig en grundlæggende følelse af at være lykkelig. Jeg ved ikke hvorfor. Er det menneskeligt? Naturligt? Kulturelt betinget? 


Har du tænkt over, hvorfor du valgte at få et barn? Og hvorfor du eventuelt vil/ville have flere?