Skal du have en bajer, baby?

For nogle år siden dukkede begrebet ammetyranniet op med henvisning til det arbejde, som sundhedspersonalet gør, for at flere mødre lykkes med at amme deres nyfødte. Rigtig mange har på den konto følt sig presset til at gennemføre amning. Ligesom rigtig mange har startet deres liv som mor med at føle sig utilstrækkelig og som en dårlig mor, fordi de måtte opgive at amme og i stedet give deres baby modermælkserstatning.
Jeg har været på besøg i blogland, og her stødte jeg på et indlæg om, hvordan det kan føles, når man ikke kan amme sin baby. Der er også et link til en artikel om konsekvensen af "ammetyranni". Jeg synes, det er sørgeligt at høre (men godt, at der er nogle sundhedsplejersker, der er opmærksomme på det.)

Det paradoksale er, at når man i sin tid satte fokus på vellykket amning, var det fordi mange ammeforløb blev ødelagt af for dårlig vejledning og et sundhedspersonale, som "overrulede" de usikre mødre. Mange ammeforløb kom aldrig ordentlig i gang, fordi man ikke var opmærksom på fx vigtigheden af tæt kontakt mellem mor og barn umiddelbart efter fødslen. (Hvis ikke du allerede har gjort det, så prøv at snakke med din mor, om hendes oplevelser...)

Jeg tror, at al det postyr omkring amning dybest set handler om to ting:
1) Kommunikation
2) Kultur.

Ad 1) De allerfleste nybagte forældre er autoritetstro, og rigtig mange sygeplejersker, sundhedsplejersker og læger tror, de er autoriteter. Jeg hører SÅ mange historier, om hvordan sundhedspersonale taler henover hovedet på forældre eller taler ned til dem eller i det hele taget slet ikke udviser respekt overfor forældrenes følelser og meninger, apropos artiklen i linket ovenfor. Ja, nogle glemmer endda i farten at kigge på, om barnet ser ud til at trives, inden de ytrer deres mening om, hvordan forældrene burde gribe tingene an!


Ad 2) Selvom vi lever i et oplyst, civiliseret samfund, så er ammekulturen ikke bare bestemt af den viden, der er på området. Den er i ligeså høj grad præget af tiden og de mennesker, der er her. ALLE har en mening om små børn og amning. Og mange meninger bygger på myter, skrøner, forældet viden og personlige oplevelser (og det gælder i øvrigt også meget sundhedspersonale, som fx stadig opfordrer til at give spædbørn grød/mos, når de er fire mdr., selvom det nu i flere år er blevet anbefalet, at spædbørn fuldammes i seks mdr.). Ammekultur er det, vi siger, tænker, føler og gør - oplyste eller ej.
Prøv fx at læse den her artikel om ammekultur i 1800-tallet.

Artiklen handler om fynske og bornholmske kvinder, der ammede deres børn frit og længe, og dermed havde flere overlevende børn end i resten af landet. Og jeg synes, det er en fantastisk beretning! Hvor var de seje og kloge! Ja, jeg bliver sgu lidt rørstrømsk og frydefuld og sådan lidt "Hæ, så ka' de lære det"-agtig, når jeg læser den artikel.
Og jeg indrømmer da også blankt: Jeg er stor fan af amning:-) Jeg ELSKER at amme, og så længe mit barn gerne vil, så får det lov. Jep, min bebs får babs - og det både til trøst og til lyst! Fuldstændigt og aldeles frit de første 2 år.

Og det skriver jeg ikke, fordi jeg synes, at alle burde gøre ligesom mig (og de omtalte kvinder for 200 år siden). Jeg skriver det, fordi der måske så vil være en enkelt mor eller to, der læser det her og tænker: "Orv, sådan har jeg det også... Jeg er vist ikke den eneste alligevel."

For ligesom det er langt ude, at nogle skal føle sig underlagt et ammetyranni, så er det fuldstændig tåbeligt, at andre skal føle sig underlagt en ammekultur, hvor det ikke er normalt at amme meget og længe og det med glæde.

Jeg ville ønske, at vi kunne blive meget bedre til at følge vores hjerte og hjerne, og lade være med at fordømme andre. Opsøge viden i stedet for at lade os koste rundt af fagpersonale/lægfolk/tidens trend. Gøre, hvad der føles rigtigt. Uden skyld eller skam.
For i virkeligheden bør det jo ikke handle om amning eller ej. Det allerallervigtigste er, at barnet får den bedste start på livet som muligt. Barnet skal vokse sig stor og stærk. I krop, såvel som i sind. Barnet skal have noget at spise, OG det skal have de bedste muligheder for at knytte gode, tætte bånd til sin mor. 
Der må ikke være nogle barrierer for, at kærlighed og mælk kan strømme frit!
Derfor skal hverken mor eller barn presses. De skal ses, høres, anerkendes, respekteres og nurses.

Så kan det være, at mange flere mødre vil være åbne overfor, hvor tit og hvor længe, barnet vil ammes.
Og at mange flere vil gøre ligesom en, jeg kender: Omfavne barnet, se det dybt i øjnene og vifte kærligt med sutteflasken, imens de frejdigt siger: "Skal du have en bajer, baby?"